Bestyrelsens velkomst

Som repræsentanter for beboerne på kollegiet byder Afdelingsbestyrelsen, i daglig tale Bestyrelsen, dig hermed velkommen til Dania Kollegiet – vi håber at du bliver ligeså glad for at bo her, som vi er.

Faciliteter

Kollegiet kan byde på mange fælles faciliteter. F.eks.:

  • Fællesrummet er et festlokale, som du som beboer kan leje for kun 200 kr. (samt 800 kr. depositum).
  • TV-stuen, hvor man kan have mindre arrangementer, som film- eller fodboldaftener (dog ikke deciderede fester – her bør man i stedet leje Fællesrummet).
  • Studierum, hvor man kan sidde og læse eller lave læsegruppearbejde.
  • Motionsrum med udstyr til at holde kroppen ved lige imellem al læsningen.
  • Grønne arealer med borde, bænke og grill til fri afbenyttelse i sommerhalvåret.
  • Læs mere om de øvrige faciliteter her.

Engagér dig!

Vi er et kollegium, hvilket betyder at næsten alle opgaver bliver udført af frivillige fra kollegiet. Vi ser derfor gerne, at du som beboer engagerer dig så meget, som du kan og vil. Som beboer har du mulighed for at stille op til følgende udvalg og poster:

Beboermøde og aktivitetsdag

Hvert halvår (og med kort mellemrum) afholder Bestyrelsen et beboermøde og en aktivitetsdag. På beboermødet i foråret godkendes budgettet for det kommende regnskabsår, mens regnskabet for det forgangne regnskabsår godkendes af beboerne på beboermødet i efteråret. På aktivitetsdagene ryddes der op og gøres rent på kollegiets inden- og udendørsarealer. Læs mere her.

Husorden

Vi er mange mennesker, der skal leve tæt sammen, hvorfor det er vigtigt at kollegiets husorden bliver overholdt. Du kan finde husordenen her.

Vi har ingen deciderede regler for støj, og hvornår der skal være ro på kollegiet. Imidlertid er det sådan, at alle beboere på Dania Kollegiet skal underkaste sig de indskrænkninger i den fri livsudfoldelse, som hensynet til det fælles liv på kollegiet nødvendiggør. I sidste ende handler det om, at vi alle sammen skal kunne være her, og hvis din underbo beder dig om at være stille søndag aften pga. en eksamen mandag morgen, så bedes du tage hensyn til dette. Der er relativt lydt imellem visse lejligheder, så tænk over dit støjniveau.

Hvis du oplever gentagen støj eller dårlig opførsel mv., og du har henvendt dig personligt til vedkommende, der er årsag til problemet, og problemet fortsætter, så kan du sende en skriftlig klage til Bestyrelsen, som vil behandle sagen. Læs mere under ‘Klageregler‘. Klager behandles anonymt, såfremt dette ønskes.

Hjemmeside og Facebook

Her på kollegiets hjemmeside (hvor du er nu) finder du information om stort og småt vedrørende kollegiet.

Kollegiet har desuden en lukket Facebook-gruppe, som alle beboere på kollegiet er velkomne til at være med i. Det skal dog påpeges, at denne gruppe udelukkende skal ses som en social platform og ikke et klageforum. Dania Kollegiet har derudover en Facebook-side, som du er velkommen til at ‘synes godt om’.

Har du spørgsmål, forslag, ris eller ros eller noget derimellem, så hører vi meget gerne fra dig på bestyrelsen@daniakollegiet.dk.

Mvh.
Afdelingsbestyrelsen på Dania Kollegiet


SIDST OPDATERET 30-12-2014
© 2018 Dania Kollegiet. Login