Bestyrelsen på Dania Kollegiet
Bestyrelsen på Dania Kollegiet, officielt Afdelingsbestyrelsen, består af fem medlemmer, som vælges for en valgperiode på ét år ved et beboermøde hvert efterår. Bestyrelsen er Dania Kollegiets øverste politiske myndighed, som står for at lede og udvikle kollegiet samt at varetage beboernes interesser. Man kan læse mere om beboerdemokrati hos Kollegiekontoret.
Email: bestyrelsen@daniakollegiet.dk

Herle Eriksen
forperson

Freja
sekretær

Lukas Tast
Menigt medlem

Mads Allerslev
Kasserer
Hvad laver Bestyrelsen?
Daglig drift og møder: Bestyrelsen varetager beboernes interesser og sikrer kollegiets løbende udvikling i henhold til gældende vedtægter. Der afholdes bestyrelsesmøde ca. én gang om måneden, hvor dagsordenen består af egne initiativer samt ønsker og forslag indsendt af beboerne.
Her er de relevante vedtægter der gældende for bestyrelsens arbejde.
Vedtægter.
Beboermøder og økonomi: Bestyrelsen indkalder til beboermøde hvert halvår. Her fremlægges og godkendes budgettet (forår) og regnskabet (efterår). Det er her, beboerne har den øverste beslutningsmyndighed over kollegiets økonomi og rammer.
Aktivitetsdage: Hvert halvår arrangerer bestyrelsen en aktivitetsdag. Formålet er fælles oprydning og vedligeholdelse af kollegiets indendørs- og udendørsarealer for at sikre et pænt og velfungerende bomiljø. Der vil altid blive serveret mad og drikke til alle frivilige der møder op og gør rent.
Cykelrazzia (Årligt): Gennemføres typisk i efteråret for at fjerne efterladte cykler i forbindelse med Aktivitetsdagen. Cykler markeres med mærater; fjernes mærkatet ikke inden for en måned, bliver cyklen opsamlet og senere overdraget til politiet.
Bemærk: Bestyrelsen har intet ansvar for udlejning eller ansøgninger. Al administration vedrørende indflytning varetages udelukkende af UngdomsboligAarhus.dk.
Kontakt: Beboere er altid velkomne til at henvende sig med spørgsmål, forslag eller ris/ros på: bestyrelsen[at]daniakollegiet.dk.
Budgetter
En afgørende brik i beboerdemokratiet er åbenhed og gennemskuelighed, hvorfor alt, hvad der bliver diskuteret i afdelingsbestyrelsen er tilgængeligt for alle. Det er derfor muligt at læse referater fra afdelingsbestyrelsens møder og fra samtlige beboermøder på Kollegiekontoret hjemmeside.
Her kan du også se tidligere års regnskaber og budget samt det aktuelle regnskab og budget fra denne periode.
Hvis du er interesseret i at se ældre regnskaber eller referater, kan du altid kontakte afdelingsbestyrelsen på Dania på deres mail.
Du finder referater, regnskaber og budgetter på følgende hjemmeside:
https://kollegiekontoret.dk/dania-kollegiet/bestyrelsen/referater/
Klageregler
Hvis du føler dig generet af nogen af de andre beboere på kollegiet, og mener du at der foreligger en overtrædelse af husordenen, har du mulighed for at klage til Kollegiekontoret i Aarhus. Her på siden kan du også finde gode råd til at løse konflikter med din nabo.
Før du klager
Inden du beslutter dig for at klage, er det en god idé at overveje, om man ikke kan opnå mere ved at gå i dialog med den generende beboer – man skal trods alt i de allerfleste tilfælde færdes samme sted bagefter og kan problemet løses med en kort personlig henvendelse, er det i alles interesse. Prøv at læse Bolius‘ (Boligejernes Videncenter) 10 gode råd til at undgå konflikter med naboen:
- Sig noget. Du er nødt til at gå i dialog med din nabo. Undlad at bagtale naboen til andre i kvarteret.
- Lad tvivlen komme naboen til gode. Måske er han eller hun ikke klar over, at du bliver stødt.
- Sæt dig i naboens sted. Tænk over måden, du siger tingene på – hvordan vil du selv have det med samme kritik?
- Hold hovedet koldt. Vær høflig og rolig, selv når naboen viser temperament eller er urimelig i dine øjne.
- Hvem er din nabo? Sæt dig ind i, hvem din nabo er. Det er et menneske, ikke et monster.
- Vær nysgerrig. Spørg dig selv: Hvorfor handler min nabo, som han eller hun gør?
- Vælg dine kampe. Overvej, om det er kampen værd at få hækken 10 centimeter højere eller lavere. Er det vigtigere end det gode forhold til din nabo?
- Tag ansvar. Ofte har folk svært ved at vedkende sig et medansvar for en nabokonflikt. Tænk over, hvad du selv kunne og burde have gjort.
- Reager. Er der først sagt for mange grimme ting, kan det være svært at viske tavlen ren. Sørg for at få en klar løsning på konflikten.
- Overvej at få hjælp. En del nabokonflikter ender i et hegnssyn eller hos domstolene, men det er dyrt og løser sjældent konflikten. Kan I ikke løse konflikten selv, er en anden mulighed konfliktmægling.
Men føler du, at du løber panden mod en mur, er det at klage en oplagt mulighed. Beslutter du dig for at klage, skal dette ske skriftligt til Kollegiekontoret ved at sende en mail til klage@kollegiekontoret.dk.
Krav til klagen
For at Kollegiekontoret kan behandle din klage skal den være skriftlig, navngiven og motiveret, dvs. den skal indeholde oplysninger om:
hvem du er (navn og adresse)
hvem du klager over (lejemål)
hvilket forhold du klager over (hvad og hvornår)
Såfremt du ønsker anonymitet over for den anklagede, skal dette fremgå eksplicit af klagen.
Kollegiekontoret har lavet en skabelon
Når klagen er modtaget
Proceduren efter Kollegiekontoret har modtaget din klage er, at de vurderer, om den kan håndteres af Afdelingsbestyrelsen eller ej. Typisk vil Afdelingsbestyrelsen skulle behandle klager, som omhandler brud på husordenen.
Hvis Afdelingsbestyrelsen skal behandle klagen, vil de kontakte den anklagede, og høre vedkommendes version af begivenhederne. Herefter vil Afdelingsbestyrelsen behandle klagen og afhængigt af udfaldet indstille den anklagede til retsfølger (tildeling af skriftlige advarsler / opsigelse af lejemålet / ophævelse af lejemålet), som så vurderes og effektueres af Kollegiekontoret.
Afdelingsbestyrelsens beslutning kan ankes til Kollegiekontorets bestyrelse.
Endelig kan man, hvis en sag er gået helt i hårdknude, for lidt over 100 kr. anråbe beboerklagenævnet. Se beboermappen for nærmere information.